Gå til hovedindhold

Capra Robotics

I maj 2026 deltog Capra Robotics på Det Grønne Akademi, hvor de blandt andet fik hjælp til CO2-beregninger og ESG-rapportering, så de i dag står med et bedre overblik over deres ESG-data og et stærkere grundlag for at imødekomme krav fra kunder og investorer.

Indhold

    Capra Robotics er en dansk robotvirksomhed, der designer, udvikler og sælger selvkørende robotter til automatisering af en bred vifte af driftsopgaver inden for inspektion, overvågning, vedligeholdelse af faciliteter og intern transport. Robotten er designet til at køre både indendørs og udendørs og består af et basismodul, som kan udbygges med forskellige topmoduler, så robotten for eksempel kan transportere gods mellem bygninger, fjerne tyggegummi fra fortove eller salte om vinteren.

    Selvom Capra Robotics beskriver sig selv som en lille og relativt ung virksomhed kun 7 år på bagen, så har de allerede nogle meget store internationale B2B-kunder, som er underlagt lovpligtig ESG-rapportering, og det stiller naturligvis også krav til Capra Robotics som leverandør. Samtidig bliver de mødt af krav fra investorer og kapitalfonde, som ligeledes stiller krav til virksomhederne i deres portefølje. Udover specifikke krav om miljøcertificering, betyder det i det hele taget mange spørgsmål, årlige spørgeskemaer og generel efterspørgsel på ESG-data – alt sammen noget, der kan være en relativt lang, tung og ikke mindst omkostningsrig proces for en lille virksomhed.

    ”Når man kommer op og skal lave forretninger med nogle virkelig store kunder, så er der en hel del parametre, man bliver vurderet på som leverandør, og de har utrolig mange dokumenter, der udspecificerer, hvad man skal leve op til, fordi de jo bliver vurderet på nogle af de her ting fra et lovgivningsperspektiv,” fortæller Alexander Mundt Schärfe, der er marketing manager ved Capra Robotics og som til dagligt sidder med en bred vifte af opgaver heriblandt ESG-rapportering.

     

    Skræddersyet værktøj til ESG-rapportering

    I maj 2026 valgte virksomheden derfor at deltage på Det Grønne Akademi for at få nogle flere håndtag til at håndtere den stigende efterspørgsel og samtidig få udarbejdet et mere formelt grundlag, der viser, hvordan virksomheden aktivt arbejder med ESG og bevæger sig mod en kommende miljøcertificering.

    "Vi vidste godt, at vi ikke kunne blive certificeret fra den ene dag til den anden. Men vi havde brug for noget, der kunne dokumentere over for kunder og investorer, at vi rent faktisk er i gang med rejsen og aktivt arbejder med det, og at det ikke bare er varm luft," fortæller Alexander Mundt Schärfe.

    Den første opgave som forandringsagenterne kastede sig over, var derfor at begynde at indsamle data til en ESG-rapport. Men ikke nok med det. Med udgangspunkt i deres baggrund som blandt andet elektronikingeniør og sundhedsteknolog, besluttede de sig allerede den første dag i virksomhedspraktikken for at udvikle et stykke software, der kunne fungere som en slags ESG-generator. Resultatet er, at de med hjælp fra kunstig intelligens har skræddersyet et værktøj, som kan genere en ESG-rapport ud fra de data, som virksomheden taster ind. Værktøjet er blandt andet skræddersyet med mere plads til tekst, der kan supplere de mange datapunkter, så det med fordel også kan bruges kommunikativt.

    ”Det her med at tracke nogle af vores data og kunne komme med nogle mere formelle udtalelser omkring, hvad det er for nogle krav, vi stiller til vores underleverandører i forhold til deres forsyningskæde og få det struktureret, det er super værdifuldt, når man er en lille kommerciel afdeling, som vi er,” fortæller Alexander Mundt Schärfe.   

     

    CO2 beregning, reparation og takeback-ordning

    Derudover prøvede forandringsagenterne også kræfter med CO2 beregning på produktniveau, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort, når det kommer til en robot med lige knap 700 forskellige underdele. For selvom alt bliver designet, udviklet og monteret hos Capra Robotics i Viby, så bliver de mange forskellige komponenter produceret og indkøbt fra leverandører over hele verden. Det giver en lang og kompleks værdikæde, hvor data ikke altid er let tilgængelige.

    Til gengæld følger Capra Robotics hele robottens levetid, hvor de tilbyder reparation gennem lokale servicepartnere som for eksempel i Italien, og når robotterne til sidst er udtjente, sendes de tilbage til hovedkontoret i Viby gennem en takeback-ordning, hvor de bliver adskilt korrekt, så komponenter kan bruges igen.

     

    Mødet med virksomheders virkelighed

    På trods af den lange og komplekse værdikæde, er det alligevel lykkes forandringsagenterne at lave en CO2 beregning på robottens basismodul, og så har de også lavet en vejledning til, hvordan virksomheden selv kan arbejde videre med en beregningsmodel, der kan skaleres til de øvrige moduler.

    ”Jeg synes, det har været et helt vildt godt forløb. Noget af det, jeg har lært er, at det godt kan være en udfordring at få de rette data, når man kommer ud i praktikken. Det kan godt være, at de har dataen tilgængelig, men også bare det der med at finde ud af, hvordan får vi så fat i dataen? Og måske mangler der data. Det har helt sikkert givet mig en indsigt i, hvordan man skal arbejde med det i en virksomhed,” fortæller Andreas Høgh, der er uddannet sundhedsteknolog og en af forandringsagenterne.

    ”Ja, vi havde mange ben nede i virksomheden på et tidspunkt, hvor vi sad og fik tal mange steder fra, og det gjorde også at vi egentlig fik et produkt ret hurtigt ud af arbejdet, så det synes jeg, det var rigtig fedt at opleve på den måde. Så det der med at sidde fysisk i huset, det betyder helt sikkert noget,” tilføjer Christian Villadsen, der er uddannet elektronikingeniør.

    ”Jeg tror også, at noget af det forandringsagenterne beskriver her, fortæller noget om virkeligheden ude i virksomhederne. Mange virksomheder tror måske, at de er struktureret omkring deres data, og når man så dykker lidt ned i det, så finder man måske ud af, at der mangler nogle felter i ens interne system. Det er i hvert fald virkeligheden for os, at det ikke er så struktureret, som vi gerne vil have det, og så er jeg egentlig bare super imponeret over alt det, forandringsagenterne har nået de sidste fire uger,” siger Alexander Mundt Schärfe.

     

    Fra nice to have til need to have

    Ifølge Alexander Mundt Schärfe bliver næste skridt for virksomheden at sætte sig ned i en arbejdsgruppe på tværs afdelingerne og kigge på, hvordan de kommer i mål med at finde de resterende data, som kunne mangle i rapporten og ellers får det inkorporeret og bredt ud i organisationen.

    ”Lige nu er det meget fragmenteret, men jeg tror, at efter det her forløb, begynder det at blive mere samlet og lokalt forankret,” siger han og fortsætter:

    ”På nuværende tidspunkt er mange af de her ting måske nice to have, fordi vi er en lille virksomhed, men vi skal alligevel forpligte os på, at vi skal gøre det på et tidspunkt. Så lige nu er det nice to have, men det bliver need to have hen ad vejen, så det at vi kan gøre det nu, stiller os meget bedre.”

    Læs mere om, hvordan din virksomhed kan tilmelde sig Det Grønne Akademi her.