Grønne kompetencer giver nye jobmuligheder
Flere og flere forandringsagenter ender i jobs – endda i grønne jobs – efter at have deltaget på Det Grønne Akademi. Mød tidligere deltager Rasmus Kelman Burgdorf, der blev bæredygtighedskonsulent i organisationen Viden om Data i Kolding – en stilling han aldrig selv havde forestillet sig, at han skulle sidde i, inden han deltog på forløbet.
Hvad er Viden om Data?
Viden om Data er et nationalt videncenter, som servicerer de merkantile erhvervsskoler. Vores job er at kompetenceløfte underviserne, der arbejder på de erhvervsskoler. Så man kan sige, at vi underviser undervisere.
Hvad arbejder du med som bæredygtighedskonsulent?
Mit job er at kompetenceløfte undervisere inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Selvom det faktisk er grøn omstilling vi er sat i værk for, så vil jeg også gerne have, at vi snakker bæredygtighed bredt. Ude på uddannelserne prøver man at gå væk fra at tænke bæredygtighed som en fokuseret emneuge og i stedet integrere det i alle fagene. Det er det jeg prøver at hjælpe underviserne med, og det gør vi på mange forskellige måder. Jeg er blandt andet ude at holde oplæg for underviserne, hvor de ofte samler sig i nogle netværksgrupper, det kan være detail undervisere, og så har vi en dialog om, had der foregår på bæredygtighedsområdet, inden for detail.
Hvad er din egen baggrund og hvad har du tidligere arbejdet med?
Jeg har en professionsbachelor i international handel og marked. Herefter tog jeg en kandidat i Kultur, Kommunikation og Globalisering, hvor jeg fokuserede meget på CSR, som jo var buzzword dengang jeg studerede. Det lyder som lang tid siden, men det er jo ikke mere end 3 år siden, og dér var CSR det helt store. Så jeg tænkte, at jeg skulle ud og arbejde som CSR medarbejder, hvor man kommunikerer omkring virksomhedens CSR-aktiviteter.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at jeg er helt vildt glad for at arbejde med udviklingsopgaver og i min nuværende stilling som bæredygtighedskonsulent, kan jeg få langt mere indflydelse, fremfor at kommunikere om noget nogle andre gør. At jeg er med til at udvikle undervisningsmateriale, og at det er mig, der har ansvaret for bæredygtighed i Viden om Data, synes jeg, er mega fedt.
Det betyder selvfølgelig også, at jeg har super mange kasketter på, fordi jeg stort set er inde over alle projekter – netop for at kunne implementere bæredygtighed i alle led i undervisningen. Derfor er det også alfa og omega, at jeg holder mig opdateret på viden. Det jeg ved nu, kan jo være outdatet om et år, så jeg prioriterer at tage på konferencer, og så er jeg også ved at læse en mini MBA i Sustainability Management.
Hvad er grunden til, at du meldte dig til Det Grønne Akademi?
Det var faktisk, at jeg var sikret at komme ud i en praktik, hvor jeg kunne arbejde med bæredygtighed.
Jeg kunne få noget erfaring med bæredygtighed, samtidig med at jeg kunne blive opkvalificeret på viden. Havde det nu bare været et kursus om bæredygtighed og grøn omstilling, så tror jeg ikke, at jeg havde været lige så hooked på det. Det er kombinationen af at få ny viden og komme i praktik i en virksomhed, der fungerer og gør kurset rigtig spændende.
Hvad er de 3 vigtigste ting, du har taget med fra Det Grønne Akademi?
Jamen det må være, hvor mange forskellige tilgange der er til at arbejde med bæredygtighed, den store viden jeg tog med mig, og så er det tredje take away, hvor stor en modvillighed, der stadig er mod forandring hos virksomhederne. Sidstnævnte har gjort mig meget opmærksom på, hvor vigtig forandringsledelse er.
Hvordan bruger du den viden, du har fået fra DGA i din nuværende stilling?
Den viden jeg har fået fra Det Grønne Akademi bruger jeg på den måde, at jeg ved jeg ved rigtig meget om mange forskellige emner. Havde jeg udelukkende været specialist omkring, lad os sige biodiversitet, så tror jeg ikke, at det var sikkert, at jeg havde fået det her job. Man kan jo sige, sat lidt på spidsen, så er det bedre, at jeg ved lidt om meget end meget om lidt, i mit arbejde. Selvfølgelig fordyber jeg mig ekstra meget i nogle områder, men det er jo faktisk vigtigst, at jeg ved rigtig meget forskelligt om bæredygtighed, hvilket jeg især tager med videre fra Det Grønne Akademi.
Har du nogle gode råd til andre, der gerne vil arbejde med grøn omstilling?
Et godt råd ville være at kigge ind i brancher, man ikke normalt tænker på. Jeg havde aldrig selv tænkt på undervisningsbranchen. Så kig ind i andre brancher og kom ud og besøg en masse konferencer eller andre steder, hvor du kan få noget viden.
Samtidig er det også okay ikke at vide alt, men så kan man være den, der kan finde ud af det. Man ved nok ofte, hvem de rette personer er at spørge eller de rette steder at søge viden. Man skal huske på, at man er en vidensperson med høj værdi, som er en stor ressource for en virksomhed eller organisation. At være den der har ansvaret er super fedt.
Vil du gå på Det Grønne Akademi?
Kunne du tænke dig at deltage på Det Grønne Akademi? Læs her, hvordan du kan tilmelde dig.