Gå til hovedindhold

Mårslet Skole

Med hjælp fra Det Grønne Akademi har Mårslet Skole fået fokus på bæredygtighed og konkrete forandringer, der gør en forskel - herunder affaldssortering, klimavenlig mad og madspild.

  • Læs op

Indhold

    Hvad gør man, hvis man gerne vil have hjælp til at få styr på, hvordan man med sin daglige drift af en skole, kan gøre den største forskel for klimaet? Man får selvfølgelig fat i en kandidat fra initiativet ’Det Grønne Akademi’ som er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Erhvervsakademi Aarhus.

    Det er i hvert fald, hvad Mårslet Skole har gjort, for at få sat handling bag ambitionerne om at være en skole, der udover at uddanne fremtidens grønne medborgere, også får en grønnere drift af skolen. I praksis har to kandidater, Sille Aaes og Mette Meldgaard fra Det Grønne Akademi i efteråret 2022 blandt andet lavet en kortlægning af skolens CO2-udledning og hjulpet med at implementere en ny affaldssortering i de 10 fraktioner, som alle skal sortere efter i løbet af 2023.   

    “Sille og Mette har taget fat på vores affaldssortering, som har været en torn i øjet for os. De har virkelig været med til at sætte gang i det helt lavpraktiske. For eksempel har de haft kontakt med Kredsløb og vores aftagere af grønt affald, sat klistermærker på skraldespandene og fulgt processen fra start til slut. Det har været en stor hjælp,” fortæller Inge Pedersen, der er skoleleder på Mårslet Skole.   

    Konkrete ideer

    Sille Aaes arbejder både med social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. For hende har samarbejdet med Mårslet Skole været meget lærerigt:  

    "Vi giver skolen en mulighed for at se, hvad de allerede gør, og hvilket fundament de står på. Og så giver vi dem konkrete idéer til den vej, de kan gå fremadrettet. Fra vores uddannelse på Det Grønne Akademi har vi redskaber til at analysere, måle og sætte tal på skolens bæredygtige udvikling."   

    Udover affaldssorteringen har Mårslet Skole også fået kigget kantinen efter i sømmene – her er der derfor kommet ny fokus på brugen af engangsemballage og produktionen af mere klimavenlig mad. Sille Aaes og Mette Meldgaard har samtidigt lavet en bæredygtighedsredegørelse med forslag til handleplaner, som skolen kan arbejde videre med.  

    “Vi har fået hjælp til, hvilket tempo vi kan gå frem i vores bæredygtige udvikling. For eksempel at gå fra én vegetardag til én kød-dag om ugen. Samarbejdet med Det Grønne Akademi har generelt sat gang i snakken om bæredygtighed på skolen - og ikke kun blandt medarbejdere og elever, men også i vores skolebestyrelse – blandt andet om, hvordan vi får draget flere ind i arbejdet,” fortæller Inge Pedersen. 

    “Vi har fået hjælp til, hvilket tempo vi kan gå frem i vores bæredygtige udvikling. For eksempel at gå fra én vegetardag til én kød-dag om ugen. Samarbejdet med Det Grønne Akademi har generelt sat gang i snakken om bæredygtighed på skolen - og ikke kun blandt medarbejdere og elever, men også i vores skolebestyrelse – blandt andet om, hvordan vi får draget flere ind i arbejdet"

    Inge Pedersen, skoleleder på Mårslet Skole. 
    Sidst opdateret: 23. november 2023