MIB
Forandringsagenter fra Det Grønne Akademi har givet det aarhusianske madimperie, MIB, smag for grøn omstilling.
I forsommeren inviterede Martin Ib tre forandringsagenter fra Det Grønne Akademi en tur indenfor i deres selverklærede ’madcirkus’, også kendt som MIB.
Ikke for at gå på line – eller lave mad. Men for at hjælpe med at servere deres bud på fremtidens grønne forandringer i MIB.
”Det gav rigtig god mening for os at booste vores grønne udvikling med hjælp fra Det Grønne Akademi. Her kunne vi nemlig få noget dedikeret og konkret sparring på, hvor vi står i dag, og hvad mulighederne er fremadrettet,” siger Søren Damgaard, daværende COO og medindehaver af MIB.
MIBs tre forandringsagenter er:
- Bart Joachim Bes, Ph.d. fra Department of Political Science and Public Administration
- Zsófia Kapitány, Cand. Marketing
- Mikkel Dyrby, Civilingeniør i Kemi og Bioteknologi
På kun fem uger har deres arbejde været en decideret grøn gamechanger for MIB.
”Det har været en øjenåbner at have forandringsagenterne med ombord. De har både fået os til at se alle de ting, vi allerede gør, de har øget bevidstheden omkring bæredygtighed og grøn omstilling i hele virksomheden – og de har leveret konkrete handlemuligheder, som vi i den grad kan bruge,” siger Søren Damgaard.
Grøn støtte
De tre forandringsagenter har blandt andet udarbejdet og leveret en mini ESG-rapport, der beskriver en række grønne muligheder for MIB.
ESG står for Environment, Social og Governance og er et værktøj, virksomheder kan bruge til at give et mere nuanceret billede af virksomheden og dens samfundsansvar.
Derudover er forandringsagenterne lykkes med både at indsende, og få godkendt, en ansøgning til støtteprogrammet ECSMV, der giver støtte til energi- og CO2-besparende initiativer i små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland.
Med ECSMV-støtten har forandringsagenterne sikret MIB en pengepose på knap 60.000 kr., der skal gå til nogle af de indsatsområder, agenterne har peget på, bl.a. affaldssortering og energibesparelser.
”Det, at vi lykkes med at hive ECSMV-støtten hjem, er et virkelig fedt, konkret output, som vi kan være stolte af, og som skaber både værdi og konkret grøn forandring i MIB – også efter forløbet,” siger Bart Joachim Bes.
Agenterne hørte om støtteordningen på akademiet, og allerede på den første rundvisning hos MIB så de et potentiale, som de rykkede hurtigt på – og lykkes med.
En reel forskel
Alle tre forandringsagenter er enige om, at forløbet har været fedt.
”Jeg tror vi er blevet enige om, minimum 15 gange, at vi har haft et sindssygt godt forløb. Vi er blevet taget utroligt godt imod, der har været en stor åbenhed overfor vores forslag – og vi føler, vi har gjort en reel forskel,” siger Zsofia Kapitány.
”Og så har vi lært en hel masse om rollen som bæredygtighedskonsulent, og om hvordan man oversætter bæredygtighed til virksomhedslingo og hjælper virksomheden med at forstå den værdi, de grønne tiltag skaber,” siger Mikkel Dyrby.
I MIB er der heller ingen tvivl om, at forandringsagenterne har skabt værdi i virksomheden. Og at forløbet og forandringsagenternes indsats forpligter fremadrettet.
”Det er for det første fantastisk, at forandringsagenterne har sikret os yderligere støtte gennem ECSMV. Det var vi aldrig kommet i mål med uden dem. Og så har vi også fået en handleplan med en masse muligheder. Så nu skal vi bare blive på sporet, dykke ned i deres forslag og knokle på,” siger Søren Damgaard.
På vej mod grøn front
Med deltagelsen i Det Grønne Akademi er MIB nu klar til at rykke endnu mere på den grønne omstilling. MIB har nemlig ambitioner om at være med i front.
”Vi vil gerne være de bedste på markedet i vores branche, og vi mærker hos kunderne, at bæredygtighed er både efterspurgt – og endda også et krav hos flere og flere,” siger Søren Damgaard.
Internt i forretningen betyder det også noget at gøre en forskel og gå forrest.
”Det betyder noget for os, at vi gør en positiv forskel i samfundet. Og vi vil gerne prøve at gå forrest i branchen og vise, at det godt kan lade sig gøre,”
Fra venstre: Søren Damgaard fra MIB, og herefter de tre forandringsagenter: Zsófia Kapitány, Bart Joachim Bes og Mikkel Dyrby.
Det gav rigtig god mening for os at booste vores grønne udvikling med hjælp fra Det Grønne Akademi. Her kunne vi nemlig få noget dedikeret og konkret sparring på, hvor vi står i dag, og hvad mulighederne er fremadrettet
Fakta om MIB
- Martin Ib, eller MIB, har siden 2004 skabt madoplevelser til både private og erhverv.
- MIB beskæftiger mere end 100 ansatte og bespiser i dag omkring en million munde om året.
- Læs mere om MIB her.
Fakta om Det Grønne Akademi
- Det Grønne Akademi er en del af Aarhus Kommunes klimaindsats og fungerer som et brobygningsprojekt mellem virksomheder, der vil arbejde med bæredygtighed og højtuddannede ledige.
- Målet er at opkvalificere virksomhederne til aktivt at kunne arbejde strategisk med den grønne omstilling.
- Omstillingen hjælpes på vej ved at uddanne akademikere, så de kan agere grønne forandringsagenter og sætte fart på arbejdet med bæredygtig forretningsudvikling, cirkulær økonomi og grøn omstilling i virksomhederne.
- Vil du vide mere – eller tilmelde dig? Så kontakt projektleder Ulla Aude på aum@aarhus.dk.
Kontakt
Ulla Aude
Projektleder
Telefon: 41858569
Mail: aum@aarhus.dk