Sådan forløber kurset
Igennem et 9 ugers kursusforløb, bliver du opkvalificeret til at arbejde med bæredygtighed på et strategisk niveau. Forløbet består af 5 ugers undervisning og 4 ugers virksomhedspraktik.
Undervisning
Det Grønne Akademi er et 9 ugers virksomhedsrettet forløb, hvor du bliver opkvalificeret til at arbejde som grøn forandringsagent. Det vil sige, at du får viden og kompetencer til at arbejde med bæredygtighed på et strategisk niveau. Derudover vil du igennem undervisningen få indsigt i og erfaring med cirkulær økonomi, CO2- og energiregnskab, affaldsminimering, adfærdsdesign og FN’s 17 Verdensmål samt kommunikation af grønne initiativer.
I små teams af to-tre deltagere, bliver du tilknyttet en virksomhedscase, som du igennem forløbet arbejder med. I løbet af kurset vil I arbejde med at kortlægge og vurdere virksomhedens bæredygtige potentialer og endeligt udarbejde en handlingsplan for implementeringen af grønne tiltag og virksomhedens fremtidige arbejde hen imod en mere bæredygtig forretning.
En typisk undervisningsdag vil bestå af teoretisk undervisning efterfulgt af tid til at arbejde med jeres case-virksomhed, således at det bliver så praksisnært som muligt. Derudover vil forløbet indeholde virksomhedsbesøg, workshops, uddannelsespraktik hos virksomheden og endeligt et afsluttende event, hvor de forskellige grupper præsenterer deres arbejde.
Undervisningen foregår hos Erhvervsakademi Aarhus i Viby, i tidsrummet 8.30—15.00.
Praktik
Efter endt undervisning starter praktikforløbet hos din virksomhedscase. I praktikperioden vil I arbejde med at kortlægge og lave forsøg med arbejdspladsens bæredygtige potentialer.
Det hele samles i en (mini) bæredygtighedsrapport og en handlingsplan for implementeringen af grønne tiltag for arbejdspladsens fremtidige arbejde hen imod en mere bæredygtig hverdag og organisation.
I praktikperioden samles vi også et par gange på Erhvervsakademiet, hvor der vil være mulighed for at sparre med andre og få hjælp til arbejdsopgaver.
Derudover vil der være et relevant fagligt oplæg fra en fagperson eller specialist indenfor emner, der er relevante for jeres arbejde hos jeres virksomhed. Et eksempel på dette kunne være CO2-udregning eller bæredygtig ledelse.